Hvad er en rektal prolaps?
En rektal prolaps er en tilstand, hvor den nederste del af endetarmen presses ud gennem endetarmsåbningen. Ofte er der også nedsat kraft i lukkemusklen ved rektal prolaps. Der kan derfor være slimafgang og besvær med at holde tæt for afføring (også kaldet inkontinens – opstår i varierende grad ved rektal prolaps). Rektal prolaps forekommer hos både mænd og kvinder, men det er dog langt hyppigere for kvinder. Rektal prolaps bliver også kaldt endetarmsfremfald.
Hvorfor opstår rektal prolaps?
Der er flere faktorer, der gør sig gældende, i udviklingen af rektal prolaps. Prolapsen kan opstå som følge af kraftig pressen ved toiletbesøg – fx i forbindelse med en længerevarende forstoppelse. Den kan også opstå som en senkomplikation til fødsel, hvor lukkemusklen kan være blevet læderet. Rektal prolaps kan også komme med alderen. Der er en aldersrelateret årsag, idet muskulaturen overalt i kroppen, herunder også bækken og bækkenbund, svækkes med årene.
Sjældne årsager er rygmarvsskade eller nedarvet tendens. Det er sjældent, at man kan påvise en enkelt årsag til rektal prolaps.
Er rektal prolaps det samme som hæmorider?
Rektal prolaps kan forveksles med hæmorider, da nogle symptomer er de samme ved begge tilstande. Blødning, evt. smerter og væv/slimhinde, som kommer frem gennem endetarmsåbningen kan forekomme ved både rektal prolaps og hæmorider. Rektal prolapsen er dog ofte også forbundet med lækage af slim og en smule afføring, hvilket sjældent er tilfældet med hæmorider. Rektal prolapsen består af selve tarmen/tarmslimhinden, som presses frem, hvorimod hæmoriderne er en slags åreknuder i endetarmen/endetarmsåbningen.
Hvordan stilles diagnosen?
En speciallæge i mave-tarmsygdomme kan ofte stille diagnosen alene på symptomerne og ved en enkel undersøgelse af endetarmen. Det kan være nødvendigt at skulle presse for at man kan se prolapsen.
Hvis prolapsen forekommer indvendigt i endetarmen og altså ikke kommer ud, kan diagnosen være vanskeligere at stille. I tilfælde som disse skal der evt. foretages yderligere undersøgelser, fx røntgen, scanning eller trykmåling. Dette sker på hospitalet.
En udvidet undersøgelse som ovenstående kan være med til at afgøre den type af behandling, der er bedst i den givne situation.
Hvordan behandles en rektal prolaps?
Selvom forstoppelse og pressen ofte er en medvirkende faktor ved udvikling af rektal prolaps, er det sjældent tilstrækkeligt blot at korrigere afføring og toiletvaner, når først prolapsen er tilstede. Der er typisk behov for en operation. Drejer det sig alene om fremfald af slimhinde, kan problemet oftest korrigeres nedefra/udefra ved hjælp af elastikpåsætning eller fjernelse af slimhinde, som kan foregå i lokalbedøvelse.
Drejer det sig derimod om en større prolaps, kan det blive nødvendigt at foretage en kikkertoperation, hvor endetarmen hæftes fast i bækkenet.
Er behandlingen succesfuld?
Størstedelen af tilfældene kan korrigeres således at langt de fleste patienter bliver symptomfrie eller kun har minimale gener. Resultatet afhænger af, hvorvidt lukkemusklen er intakt og kan genoptrænes til at holde tæt. Efter endt behandling kan det tage op til et år førend genoptræningen af lukkemusklen, der har været påvirket af prolapsen, er fuldent. I denne periode er det vigtigt, at du undgår kronisk forstoppelse (spis fiberrigt og drik rigeligt med væske) og har hensigtsmæssige toiletvaner.