En analfistel er en betændelsesgang, der forbinder din endetarm med en anden overflade, oftest huden.
Analfistlen er ofte en følgevirkning på en byld ved endetarmen, hvor bylden/betændelsen bryder ud til hudoverfladen og til tarmen. Når først analfistlen er til stede, så er det desværre svært at få den til at hele spontant. Analfistler kræver derfor typisk en form for kirurgisk indgreb. Denne afhænger meget af, hvordan fistlen forløber i relation til lukkemusklen i endetarmen.
For ikke at gøre skade på lukkemusklen ved operationen, er det afgørende at kortlægge fistlens forløb nøje, indgrebet kan planlægges derefter. Denne kortlægning foregår hos en speciallæge, der undersøger endetarmen, foretager en kikkertundersøgelse (sigmoideoskopi) og evt undersøger endetarmen med ultralyd. Ved tvivl om fistlen involverer lukkemusklen vil man evt blive henvist til en MR-scanning, der foretages på hospitalet.
Viser det sig, at fistlen er overfladisk kan operationen foregå hos lægen. Operationen kan give en vis ubehag, og den foretages derfor under lokalbedøvelse. Har fistlen derimod et mere kompliceret forløb, der fx involverer selve lukkemusklen, skal operationen foregå på hospitalet.